1962

I foråret 1962 indspillede Elvis sin elvte film, ”Girls, Girls, Girls!”, på Hawaii og i Hollywood. Kort efter fik ”Follow That Dream” premiere. Den fik gode anmeldelser og blev en moderat kassesucces. Som bedst lå den nummer fem på biograflisten. I efteråret samme år indspillede Elvis sin tolvte film, ”It Happened At The World’s Fair”, delvist i Hollywood og delvist på The World’s Fair i Seattle. Samtidig fik ”Kid Galahad” premiere. Den fik nogenlunde anmeldelser og en kortvarig placering som nummer ti på biograflisten. I november var turen kommet til ”Girls, Girls, Girls”. Det var film nummer to produceret i den såkaldte Presley-stil, og den blev næsten lige så populær som sin forgænger, ”Blue Hawaii”. Soundtracket røg op på en femteplads og indeholdt bl.a. hitsinglen ”Return To Sender”.

 Priscilla Beaulieu, som Elvis ikke havde set siden sin tid i Tyskland, besøgte ham i sommeren 1962. Hun fik forældrenes tilladelse til at fejre jul med ham, og i begyndelsen af 1963 flyttede hun til Graceland. Hun gik ud af High School i Memphis og fejrede sin attenårs fødselsdag d. 24. maj 1963.