1970

I begyndelsen af 1970 vendte Elvis tilbage til The International Hotel til endnu et månedlangt engagement. Mange troede at det var en strategisk fejltagelse at vende tilbage så hurtigt og det til og med under lavsæsonen. Det viste sig derimod, at det skulle lykkes ham at slå sin egen publikumsrekord. Yderligere et livealbum blev indspillet, ”On Stage, February 1970” .

De sidste dage i februar samt d. 1. Marts 1970 optrådte Elvis på The Houston Astrodome, og her holdt han også pressekonference. Ved den efterfølgende banket fik han overrakt et antal guldplader, som den seneste tids pladesalg havde givet ham. De seks shows i Houston samlede sammenlagt 2.074.949 publikummer, og Elvis satte hermed ny rekord. I forbindelse med disse shows begyndte folk at spekulere på, om Elvis måske overvejede at begynde at turnere igen.

I Juni begyndte Elvis at indspille nyt materiale i studiet i Nashville. I juli vendte han tilbage til Las Vegas for at forberede sig på endnu et engagement på The International Hotel, der skulle indledes d. 10. august. MGM var på pletten og indspillede ”Elvis – That’s The Way It Is”, en dokumentarfilm, der viste Elvis på scenen, i studiet, under receptioner og i logen. RCA udgav et album med samme titel. Dog indeholdt det kun ét nummer, ”I Just Can’t Help Believin’”, som var indspillet live fra The International. Det øvrige materiale var studieindspilninger.

“Elvis – That’s The Way It Is", Elvis 30. film, havde premiere i november 1970. Den fik god kritik og blev betydeligt mere velbesøgt, end hvad almindeligt er for dokumentarudsendelser generelt. Elvis drog på succesfuld turné i otte byer. I december besøgte han Det Hvide Hus, hvor han hilste på den daværende præsident, Richard Nixon. D. 16. januar blev Elvis udpeget til ‘One of the Ten Outstanding Young Men of the Nation’. To helt fantastiske oplevelser. Efter at være vokset op i fattigdom og efter at være blevet kritiseret hårdt af etablissementet i begyndelsen af hans karriere, var dette et bevis på, at han endelig var blevet anerkendt, ikke kun kommercielt, men også personligt.