1964

I foråret 1964 ramtes USA af et nyt fænomen. Den britiske popbølge The Beatles optrådte hos Ed Sullivan, der i programmet læste et lykønskningstelegram fra Colonel Parker og Elvis op. Den amerikanske musik og popkultur var nu på vej til at blive revolutioneret af ”den britiske invasion” på samme måde, som Elvis’ gennembrud havde gjort det nogle år tidligere. .

På dette tidspunkt begyndte Elvis at blive træt og frustreret over sin film- og pladekarriere, ikke underligt med det høje indspilningstempo han havde holdt i flere år. Denne følelse voksede sig stærkere og stærkere med årene.

“Kissin’ Cousins" havde premiere i marts 1964. Selvom det var hans måske dårligste film, gik den alligevel op på elvtepladsen på filmlisten. Den røg dog hurtigt ud igen. Soundtracket røg på Top 10-listen.

Samtidig begyndte han at indspille film nummer seksten, ”Roustabout”. Musikken til filmen havde han indspillet i februar. I juni indspillede Elvis musikken til sin syttende film, ”Girl Happy”, samtidig med at ”Viva Las Vegas” havde premiere. Den indeholdt bedre sangmateriale end mange af hans andre film fra denne periode og var også bedre som film. Den havnede på biograflisternes ottende plads.

I Juli indspillede han filmen “Girl Happy", og tre måneder senere var det tid til at indspille endnu en film, “Tickle Me". Filmen fik intet nyskrevet materiale. For at holde produktionsomkostningerne nede anvendtes i stedet tidligere udgivet materiale.”Roustabout” fik premiere i november 1964 og røg op på filmlistens ottende plads. Soundtracket var et af Elvis’ bedste i lang tid, og det røg op på Billboardlistens førsteplads.