1971

I Januar og februar 1971 havde Elvis endnu et engagement på The International Hotel i Las Vegas. I marts begyndte han at indspille i Nashville, men måtte afbryde på grund af en øjensygdom, der skulle komme til at følge ham resten af hans liv. Han genoptog indspilningerne i maj. Det meste af materialet blev brugt på albummet ”Elvis Sings The Wonderful World Of Christmas”.

I Juni 1971 begyndte man at fremvise Elvis’ barndomshjem i Tupelo som en turistattraktion for almenheden. Et langt stykke af Highway 51 South, der går forbi Graceland, omdøbtes til Elvis Presley Boulevard. Elvis indspillede materiale til sit nye gospelalbum, ”He Touched Me”. I august vendte han tilbage til The International Hotel, nu omdøbt til The Las Vegas Hilton International Hotel, og slog nye rekorder i den efterfølgende måned. Herudover modtog han Bing Crosby-prisen, en særlig fin udmærkelse, der udelukkende gives til kunstnere med bemærkelsesværdig succes og lange karrierer.

I slutningen af 1971 tog Elvis på turné til tolv forskellige byer. Han blev ved årsskiftet separeret fra Priscilla, og hun tog Lisa Marie med sig, da hun flyttede ud. I slutningen af januar 1972 indledte Elvis yderligere et engagement på Hilton i Las Vegas. Herefter begav han sig ud på turné til femten forskellige byer, MGM fulgte med og filmede, hvilket resulterede i filmen ”Elvis On Tour”.

I April udkom “He Touched Me". Den fik gode anmeldelser og blev belønnet med en Grammy. I Juni spillede Elvis fire koncerter i Madison Square Garden i New York ,og artister som Bob Dylan, David Bowie, George Harrison og Art Garfunkel var blandt de besøgende. Et livealbum, ”Elvis As Recorded At Madison Garden Square”, blev indspillet og udkom kun ni dage efter koncerten. Elvis fortsatte turnéen, der var velbesøgt, hvor end han kom. I begyndelsen af 70’erne var Elvis således atter blevet en stor artist, der slog publikumsrekorder overalt, hvor han kom frem.